Hvad nu?
Jeg havde været rigtig glad for mit arbejde hidtil, som var afvekslende og udfordrende, selvom man egentlig blot passede sin egen maskine. Opgaverne var mange og forskelligartede, hvilket gjorde arbejdet som maskinarbejder/cnc-operatør endnu mere interessant. Og i øvrigt tjente jeg jo egentlig også en relativt god løn. I den periode kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle lave andet.
I perioden fra foråret 2005 gik spekulationerne og snakken med Lene meget på, hvad der nu skulle ske. Ville jeg mon være i stand til at finde et job, som jeg ville blive ligeså glad for? Jeg besluttede dog hurtigt, at jeg var nødt til at søge andre græsgange, for jeg var og er stadig maskinarbejder af hjerte. Og et job som smed vidste jeg med sikkerhed ikke ville være mig.
Et job som cnc-operatør et andet sted var én af mulighederne, da manglen på uddannet arbejdskraft var stor - og stadig er det. Men jeg ville jo samtidig også gerne have et arbejde tæt på vores hjem. Det havde jeg jo været vant til det meste af mit arbejdsliv bortset fra perioden på seks måneder, hvor jeg var i Slovakiet for Carnitech
Perioden i Slovakiet lærte mig dog arbejdsmæssigt at stå på egne ben. Savnet til familien var stor, men efterfølgende har jeg været glad for, at jeg tog udfordringen op til trods. Det værste var dog, at jeg ikke havde helt styr på, hvad jeg skulle, når jeg kom hjem.